10 gode grunde til at lade dine børn holde ferie i 7 dage hos deres bedsteforældre UDEN dig!

Min mand og jeg er et af de der par, som har valgt ikke at købe et hus eller flytte tilbage i nærheden af vores forældre, da vi fik børn. Det er der flere årsager til, men ingen af dem har noget at gøre med at vi ikke ønsker at være tætte på vores forældre. Vi har et fint forhold til både mine forældre og svigerforældre og jeg tror faktisk det har bragt os tættere på hinanden, altså, at vi ikke kan se dem når vi har lyst til og at vi heller ikke “bare” regner med at de kan hjælp os hele tiden. Derfor har vi også gjort os mange overvejelser om hvordan vi ønsker at vores børns forhold til deres bedsteforældre skal være og det at bo 300 km væk fra dem ikke skal være en hindring for, at de kan få et godt forhold til hinanden og være lige så tæt på hinanden, som andre der har bedsteforældre i nærheden. En af tingene min mand og jeg har talt meget om er hvordan vores forældre kan lære vores børn at kende, uden at vi hele tiden går i vejen og en af mulighederne er, at vores forældre gerne vil have vores børn på ferie hos sig. 

  1. Dine børn lærer hvilken baggrund og værdier du og din partner kommer fra.

Når man flytter hjemmefra og især når man flytter sammen med sin kæreste og får børn, så begynder du at lave dine egne traditioner og må at gøre tingene på. Der er sikkert ting du tager med dig hjemmefra og andre ting du slet ikke vil have med dig. Men nogle gange glemmer man lidt hvilke traditioner man havde- måde at spise på, lave mad på, tage på tur på eller spille spil på da man selv var barn og sammen med sine forældre. Eller man glemmer forskellige begivenheder som har haft betydning for hvem du er i dag som person. Derfor er det for os en rigtig god hjælp at vores børn kan holde ferie hos vores forældre i vores barndomshjem. Vores børn lærer at der ikke altid går en bus hvert 5. minut eller en metro eller et S-tog og at man ikke bare lige kan løbe over på skolen og spille fodbold med sine venner. De ser også at jeg er vokset op i en lille landsby og at lugten af køer og grise er en del af dagligdagen. Derudover lærer mine børn en masse om min mands værdier og baggrund som vi måske ikke altid er så gode til at huske. Så er det så fint at mine svigerforældre kan fortælle om dem på deres eget sprog. Og det samme gælder mine forældre.

  1. Dine børn lærer et andet sprog – serbo-kroatisk og jysk!

Nu tænker du sikkert, vi taler kun dansk hjemme hos os. Men det troede jeg jo også at jeg gjorde indtil jeg flyttede fra Jylland til København og fik børn. Jeg taler jo jysk, men meget af min jyske-accent er forsvundet i årenes løb af at bo i København. Men vores søn, Oskar, han har spurgt mig mig flere gange hvilket sprog hans bedstemor og bedstefar taler… Hvortil jeg måtte svare “dansk”, men han synes ikke det lyder som dansk. Så jeg måtte forklare ham at de taler jysk, hvilket er dansk men med en anden accent. Oskar var cirka 3 år da han rettede på min mor når hun udtalte “Æg” forkert og min far når “Traktor” blev til “TraVtor” og nu er han snart 7 og der er flere ord, som de løbende må finde sig i at blive rettet på. Men på den anden side, så elsker de det også og Oskar synes det er sjovt at sige “Så’n Noe LÅrt” (takket være hans bedstefar).
Udover mit jyske, så er min mands familie fra ex-Jugoslavien, så deres første sprog er serbo-kroatisk. Min mand taler også serbo-kroatisk herhjemme til alle 3. Så alle vores 3 unger får alt at vide to gange- først på dansk og bagefter på serbo-kroatisk… Hvilket nogle gange resulterer i små-irritationer fra de 2 store, da de mener at de havde forstået budskabet første gang:-)

Men nogle gange går der nok for meget dansk i det herhjemme og vi vil rigtig gerne have at vores børn forstår deres fars modersmål og gøre det lettere og mere behageligt for mine svigerforældre at tale og være sammen med deres børnebørn. Derfor udvikler vores børn deres sprog helt vildt på sådan en uges tid hos deres bedsteforældre. De lærer både nye ord på serbo-kroatisk men også på dansk. Mine svigerforældre er rigtig opmærksomme på om deres børnebørn forstår hvad de siger og de er ikke blege for at forklare dem det på dansk og igen på serbo-kroatisk. Derudover fortæller mine svigerforældre også at de får øvet deres dansk mere fordi de også er “tvunget” til at tænke over hvad ordene betyder på dansk og serbo-kroatisk.  

  1. Dine børn bliver introduceret for andre aktiviteter end de vil gøre derhjemme.

Jeg må indrømme at vi ikke er verdensmestre i at tage vores børn ud på diverse aktiviteter i weekenderne. Hvis vi ingen planer har som fødselsdage, familieudflugter, sammenvær med venner, så er vores weekender helliget til at blive hjemme og tage den minut for minut. Der bliver ikke mange museums-, tivoli-, bondegårde- og svømmehal besøg men til gengæld er vores forældre utrolig gode til at tage ungerne ud på alle mulige ture. De kommer i svømmehallen hver evig eneste gang de er hos mine forældre. De får bagt boller og kager sammen med begge bedstemødre, de kommer på bondegårdsbesøg med mine forældre, de laver havearbejde sammen med begge bedsteforældre. Min far elsker at lave alting selv i hjemmet, det skal siges, at han er en rigtig stereotyp på en handy-man og garagen er fyldt med værktøj og redskaber som kan bruges. Så både Oskar og Vega får lov til at hamre, bore huller og slibe, så der er både blevet bygget gevær, pistoler, slangebøsser, fuglehuse, ja alt muligt. Min svigerfar er et stort legebarn, han elsker alt sport! Så alle 3 unger bliver aktiveret hjemme i haven med trampoliner, svømmehal, legeland og udendørs lege i haven – primært boldspil.
Mange af de aktiviteter de laver sammen med deres bedsteforældre er aktiviteter jeg tænker på, men simpelthen ikke altid kan finde energi til at komme i gang med…Bare tanken om at pakke badetøj til en på 7, 3, og 1 kan tage pusten totalt fra mig. Og jeg synes altid lige når vi er ankommet til en aktivitet, så skal Irma på 1 år sove. Men bedsteforældrene de gør det bare og har ingen brok eller besvær at tilføje! Det er virkelig skønt! Og en fantastisk glæde der kan ses både hos de unge og gamle 😉

  1. Dine forældre og svigerforældre får mulighed for at knytte bånd til dine børn i fred og ro uden at du dikterer hvad de må eller ikke må.

Nogle gange kan jeg blive så optaget af at mine børn skal opføre sig pænt når vi enten har gæster eller er på besøg hos andre. Men det kan blive så krævende både for mig men også for vores unger fordi vi hele tiden er efter dem. “Sid stille”, “spis pænt”, “tal ordentlig”, “ikke græde” så til sidst er det hverken sjovt for os, børnene eller gæsterne. Hvis der er nogen mennesker der får ondt i hjertet når forældrene er efter deres børn, så er det bedsteforældrene. Ofte kan der opstå konflikter mellem forældre og bedsteforældre når partner bliver såret ved følelsen af at de ikke respekterer hinandens regler og de begge bare vil gøre det for børnenes skyld. Men ved I hvad, børn er simpelthen klogere end vi giver dem kredit for. Vores tre unger kender udmærket godt reglerne når de er hjemme, de kender reglerne i skolen og institutioner, de kender reglerne når de er hos deres legekammerater og sidst men ikke mindst så kender de også reglerne hjemme hos deres bedsteforældre. Dine børn glemmer ikke hvem deres forældre er og hvilken holdning forældrene har til forskellige situationer. Derfor er det for os, som forældre, virkelig vigtigt at give slip og lade bedsteforældre tage over 100%. Husk nu på, at det er dine egne forældre som har opdraget dig og medmindre du er blevet misbrugt fysisk eller psykisk, så mener jeg ikke der er nogen grund til bekymring. Så hører jeg mange der nævner: “Jamen, de får slik, kager og is hele tiden hos deres bedsteforældre”. Ja, og hvad så!? Der ryger helt sikkert flere søde sager indenbords, men er det ikke også det fede ved at være hos bedsteforældrene? Bare ta børnene ved det, er jo fordi det ikke sker derhjemme. Derudover mener både mine forældre og mine svigerforældre, at de er blevet sat i verden for først at se deres børn klare sig selv i den store verden og bagefter for at kunne have fantastiske øjeblikke med deres børnebørn. De kan måske gøre ting med børnebørnene som de ikke selv havde tid eller mulighed for med deres egne børn. Det giver også bedsteforældre og børnebørn mulighed for at have “hemmeligheder” sammen for mor og far og giver et ekstra sted at skabe tryghed og tillid for barnet. Dine børn lærer at der er andre end deres forældre hvor de kan føle sig hjemme og i trygge rammer.

  1. Dine svigerforældre og forældre bliver ikke fremmede for dine børn.

Jeg kan huske at jeg følte mig fremmed for mine bedsteforældre og følte at de var lidt ligesom at give sine forældres venner hånden og sige “goddag” når man besøgte dem. Den dag i dag kan jeg stadig føle mig fremmed over for dem, men i baghovedet ved jeg at de bare gerne vil bruge tid sammen med mig og mine børn. Jeg høre også ofte historier om bedsteforældre der ikke rigtig ved hvordan de skal være sammen med deres børnebørn fordi de enten ikke ser dem ofte nok eller ikke må. Vi kender jo alle den klassisk historie om svigerdatter og svigermor som bare ikke kan enes, men ofte er det misforståelser og tanker inde i deres hoveder som ikke bliver adresseret. Jeg har altid ønsket, at den dag jeg fik børn, så skulle mine forældre OG mine svigerforældre have en rolle i mine børns liv! Og nu hvor vi bor 300 km væk fra begge bedsteforældre, så må der tænkes kreativt og ofres lidt på hver sin måde for at dette kunne ske. Det startede under min barsel hvor jeg har rejst til Jylland med Oskar af flere omgange og min mand har måtte komme hjem fra arbejde og savne sin nyfødte søn, fordi jeg havde brug for at være sammen med mine forældre og svigerforældre, for at Oskar kunne vænne sig til deres dufte og lugte i huset. I dag kan vi se, at han kender begge hjem ud og ind. Men det har ikke været helt så let for mig med Vega og Irma, da Oskar jo var noget ældre og skulle passe skolen men til gengæld har Oskars tryghed ved at være hos sine bedsteforældre smittet af på begge søstre, så de automatisk føler sig sikre og stoler blindt på sine bedsteforældre. Det er ikke altid kun for børnenes skyld men også for jeres forældres skyld. Gør jer selv en tjeneste og hjælp dem med at føle sig tilpas. Tal højt om hvad i som forældre gerne vil have og hvordan jeres forældre har tænkt sig at være bedsteforældre for deres børnebørn. For det er altså noget, du som forældre ikke kan bestemme.   

  1. Dine forældre/svigerforældre kan tage nogle “kampe” med jeres børn. Vænne dem af sut, toilettræning, læsning osv.

Der er jo enormt mange ting vi som forældre skal lære vores børn for at de ligesom kan indgå i helt almindelig sociale relationer og det har jeg heller intet imod. Jeg mener, at hvis man har valgt at få børn skal man også være der for dem og ikke overlade opdragelsen til vuggestuen, børnehaven eller skoler. Nej, tag ansvar for dit barn. Nogle gange kan man bare få nok af at hele tiden skulle tage den ene kamp efter den anden. Og så er bedsteforældre endnu en gang en helt fantastisk hjælp. Begge bedsteforældre har hjulpet til i den periode hvor Oskar og Vega skulle lære at leve uden bleen og begge bedsteforældre har spurgt hvad vi har gjort derhjemme, så de kan tilpasse det til dem. Oskar har lært at stå på rulleskøjter hos mine svigerforældre og sidst Irma blev passet af mine forældre, sammen med Vega, så er Irma blevet vænnet af med at have sin sut i munden 24/7, men kun bruge den når hun skal sove.

  1. Du og din partner har tid til at “lade batterierne op”. fordybe sig i samtaler, spise uforstyrret, se en film og gå ud uden dårlig samvittighed

Jeg ved godt at mange vil sige, “I kan da bare bruge tid sammen når børnene er lagt i seng”. Ja, det kan vi, men det sker fra tid til anden, at enten har en af os ekstra arbejde, eller 1-2 stk barn ikke vil sove eller vågner op efter et par timer. Derfor er det virkeligt rart at kunne have mere end 24 timer sammen til hinanden. Jeg synes de gange min mand og jeg har haft “kæresteaften”, så har det virket en smule påtaget, fordi vi skal planlægge det en måned i forvejen og koordinere det enten med en barnepige, forældre eller venner, derefter skal der bestilles tid på en restaurant, biograf, teater eller laves en aftale med nogle venner som vi ikke har set i 1000 år. Ved at vi har flere dage sammen alene, giver det os muligheden for at vi i løbet af dagen kan aftale hvad vi gerne vil lave efter arbejde uden at der skal gå den store planlægning i det. Det kan for eksempel være at drikke vin en mandag aften ude på en vinbar i stedet for hjemme i stuen, bare lige i et par timer. Det er oftest nok for os. Hvis vi er så heldige at få passet børnene en hel weekend, så elsker vi at tage ind på Strøget og ose rundt, spise frokost og drikke drikke. Det kan også være at spise rugbrødsmadder i sofaen foran fjernsynet imens vi ser 10 afsnit af en eller anden serie. (For det må man jo ikke når ungerne er hjemme 🙂 ) Det der er koden i det hele er, at vi er 100 % sikre på at vi ikke bliver forstyrret midt i vores samtaler eller stilhed når vi er sammen, der er ingen der skal have skiftet ble, en der skal fortælle om hvad han har lært i skole eller man skal ikke sidde og være opmærksom på om de nu sidder pænt ved bordet eller laver ballade.

  1. Du og din partner skal ikke skynde jer hjem fra arbejde og have dårlig samvittighed med at ikke kunne fokusere 100% på jeres børn.

Du eller din partner får mulighed for at fokusere 100% på arbejde uden at det går udover hinanden eller børnene. Det er rigtig rart ikke at føle at man skal løbe ud af døren fra arbejde for at hente ungerne inden diverse institutioner lukker. Vi kan rent faktisk få følelsen af at kunne lave noget færdigt eller fordybe os lidt ekstra i arbejdet uden at have en grå sky af dårlig samvittighed hængende over sig. Eller hvis vi gerne vil hjem og spise aftensmad med hinanden, men vi også har en deadline der skal klares, så kan vi også med god samvittighed starte computeren op før kl. 19-20 tiden og gøre arbejdet færdigt. Både min mand og jeg har arbejdet i hektiske brancher hvor der er deadlines, som bare SKAL overholdes og vi ved begge to hvordan det er at være i positioner hvor man ikke bare lige kan gå fra arbejdet, men vi har heller aldrig ville arbejde på andre måder eller undvære vores børn. Så derfor er det virkeligt rart at kunne sidde en enkelt time længere på job uden at have dårlig samvittighed eller åbne computeren derhjemme i sofaen og gøre arbejdet færdigt, uden at der sidder 3 mini-mennesker og stirrer på computeren og spørger om hvad vi laver:-)

  1. Dine børn får mulighed for at holde ferie fra skole og institutioner selvom du og din partner ikke har mulighed for det.

Tænk sig engang, du kan give dine børn en ferie fra deres dagligdag selvom hverken du eller din partner kan holde fri. Der står rent faktisk 2-4 mennesker klar til at tage sig af dine børn og holde fri sammen med dem helt uden at føle sig tvunget til det! Men bare fordi de elsker dine børn! Hvorfor i alverden skulle vi sige “nej” til det? Vores børn er ikke i tvivl om hvem der er deres forældre og hvem der opdrager dem og har lært dem de fleste ting i deres liv og jeg er ikke bange for at hverken mine forældre eller svigerforældre overtager den rolle. For ved I hvad, det har de jo prøvet med os! Nej, de vil jo bare gerne have lov til at være bedsteforældre. Jeg har sørget for at være tilstede første gang mine børn lærte at sidde selv, kravle for første gang, sige deres første ord og går deres første skridt. Men bedsteforældre vil så gerne lære dem alt muligt andet end det.
Dine børn kan få fri fra deres dagligdag, fri fra skolebøgerne, fri fra kampene de hver især kæmper med deres “kolleger” i institutionerne. Hvis I fik muligheden for at få ekstra ferie udover de 5 uger, så er jeg ret sikker på at I ville tage imod dem. Mange af vores børn er omgivet af 15-30 børn hele tiden og i dag skal alle institutioner jo rumme alle typer børn men uden at få nok personale til at hjælpe til med det, derfor tror jeg på, at vores børn har en hårdere og mere krævende dag “på jobbet” end os voksne har. De bliver afleveret før vi møder på job og hentet efter vi har fået fri og nogle bliver endda sendt i pasning selvom de er syge. Så når min mand og jeg har opbrugt vores ferie med børnene, så tager jeg kærligt imod tilbuddet om at mine børns bedsteforældre står i kø for at holde fri med dem!       

  1.  Dine børn, forældre og svigerforældre kan fortælle om deres oplevelser med et uvurderligt smil og entusiasme til jer, som kun kan varme et hvert hjerte. 

I ved godt hvordan jeres børn kan fortælle om en oplevelse de har haft, som er så fantastisk for dem, at tankerne kører hurtigere i hovedet end de kan nå at komme ud af munden på dem, og de kan slet ikke stå stille imens de skal fortælle det hele og stemmelejet bliver højere og højere jo længere vi når hen i historien. Sådan kan de forældre og svigerforældre også se ud når de skal fortælle om en oplevelse de havde med jeres børn. Det varmer simpelthen min mand og jeg så meget når de får lov til at opleve hvordan vores børn rigtig er. Det er svært at opleve dem rigtig i løbet af 24 timer og slet ikke alle 3, men når de har flere dage med dem og aktiviteter, som gør at de får lov til at opleve dem rigtig og se deres små personligheder. Det er så sjovt at høre om fortællinger om for eksempel diskussioner de har haft med en af dem eller samtaler om hvordan børnene opfatter verdenen, eller lærer dem at svømme eller hamre et søm i et træ. Min far fortæller altid om en oplevelse hver eneste gang mine forældre har passet vores børn, og det er om når vores børn vågner om morgenen og står op. Min far er dybt optaget af den ubetinget kærlighed vores 3 børn har til hinanden. De skal som det første når de står op og ser hinanden, give hinanden et knus og ligger sammen i mine forældres seng for at se tegnefilm til de bliver sultne nok til at de skal spise morgenmad. Jeg bliver både utrolig stolt som forældre at mine børn helt af sig selv, udviser ubetinget kærlighed til hinanden men jeg bliver også glad over at se den glæde mine forældre har når de fortæller om det.
Ja, det er jo selvfølgelig ikke altid en dans på roser når børnene har været væk i en uges tid. Når de kommer hjem igen til de vante rammer, så er der oftest en reaktion, som I som forældre skal være forberedte på. De skal lige vænne sig til husets regler igen og skal tidlig i seng igen og skal i skole, vuggestue og børnehave igen, der skal vaskes tøj og du skal vænne dig til kommentarer som “Sådan gør bedstemor/bedstefar ikke”! Men det er bare lige et par dages tid, så er alle normaliseret igen. Det er jo fuldstændig som når du selv starter op efter en uges ferie.
Men jeg kan stadigvæk ikke finde på nogle gode nok undskyldninger for, hvorfor du ikke skal give dine børn, dine forældre/svigerforældre og dig selv denne oplevelse i hvert fald et par gange om året… Jeg tror at vores børn har brugt i hvert fald 4 uger spredt over dette år allerede hos deres bedsteforældre på skift. Så giv lidt slip på din kontrol og giv dit barn og forældre den frihed og kadeau at de må få oplevelser sammen med dine børn uden dig!  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *